Sundhed og kost

Hos Rønde Efterskole har vi klare holdninger til kost og mad. Vi ser det som vores opgave at danne og uddanne vores elever til at tage ansvar for eget liv – og for fællesskaber. Det kan blandt andet også ses i den måde vi arbejder med mad og måltider, da vi vægter fællesskab, hjemlighed og bæredygtighed.

Et måltid er noget man giver til fællesskabet - også som elev

Vi arbejder med det trygge og hygge, når vi løbende gennem året serverer kendte livretter og “mormormad”. Men vi kræser også for vores elever og drysser glimmer over efterskolelivet med gourmet middag til gallafest eller kage til særlige lejligheder.

Vi udfordrer blandt andet med fokus på kostrådene, sundhed, spændende råvarer, nye smage, mad fra andre kulturer og arbejdet med at undgå madspild. Eksempler kan være, at vi har kødfrie dage, hvor du som elev lærer at få protein fra bælgfrugter. I arbejdet med madspild genbruger vi rester, som en ekstra lun ret til aftensmad.

Maden er lavet fra bunden af

I skolens køkkener er mad altid lavet fra bunden af gode lokale råvarer og godt håndværk. Vores dygtige personale er uddannede som kokke, catere eller ernæringsassistenter. Den faglighed bruger vi til at sikre at sundhed, bæredygtighed og smag går hånd i hånd i maden på skolen. 

Vores menuer afspejler sæsonerne for fisk og grønt. Vi køber, når det er muligt, lokale råvarer for at minimere klimaaftrykket og få friske råvarer af høj kvalitet. Vi køber kød som hele dyr fra lokale naturgenopretningsprojekter, og vores tilgang er fokus på kvalitet og bæredygtighed. 

Alt i alt ønsker vi at give eleverne en oplevelse af, at det er muligt at have en bevidst og ansvarlig tilgang kost og råvarer samtidig med, at de får smagsmættede, sunde måltider, som indeholder alt det, man har brug for til efterskoledage fyldt med aktivitet.

Eleverne deltager i arbejdet omkring de daglige måltider. Gennem køkkentjansen får du som elev praktisk erfaring og undervisning, så du udvikler viden, færdigheder og kreativitet i forhold til mad, madlavning og de andre opgaver, som er en del af at få et køkken til at fungere. Vi har en høj faglighed i køkkenet, hvor du som elev får mulighed for “sidemandsoplæring” af blandt andet kokke, som er vant til at levere måltider af den allerhøjeste kaliber.

Vi arbejder med dannelse og at inspirere dig til at få sunde arbejds-, mad- og livsstilsvaner samt at øge din bevidsthed om kost og bæredygtighed. Sigtet er, at du tager de færdigheder og den bevidsthed med dig ud i dit fremtidige liv, så du kan træffe ansvarlige valg for dit liv og de fællesskaber, som du indgår i. 

Du kan downloade vores kostmanifest ved at klikke her.