Rønde9

Som elev i 9. klasse på Rønde Efterskole bliver du en del af et stort fællesskab med gode kammerater og kompetente lærere. Vi har et stærkt og sundt læringsmiljø, og lærerne gør en dyd ud af at møde dig på dit eget niveau og løfte det. Vi møder dig dér, hvor du er, prioriterer faglighed højt og er ambitiøse på dine vegne.

Rønde9

9. klasse med faglig fordybelse og stærke linjefag

Rønde9 er for dig, der gerne vil udvikle dig og udfordres i en bred faglighed i et skarpt bogligt miljø, mens du udfolder dig i et af vores otte inspirerende linjefagsmiljøer. Kombinationen af et bogligt fokus, et linjefag du brænder for og et stærkt fællesskab gør et efterskoleår hos os til noget helt særligt. 

Vi har et særligt fokus på, at du får afsluttet din grundskole godt, og vi fordyber os i de områder, der er pensum i folkeskolens 9. klasse. Du får gode studievaner og forbereder dig til ungdomsuddannelse og nye perspektiver i gennem dit selvvalgte linjefag. Vi arbejder ikke kun målrettet med det faglige indhold, men også med perspektiveringen til det almene, livsoplysende og demokratisk dannende. 

Det faglige miljø på Rønde9

For at skabe de bedste betingelser for tryghed, relationer og faglig udvikling har du alle dine boglige fag i stamklassen. I dit linjefag og valgfagene bliver du blandet med skolens øvrige klasser og elever.

Indholdet i undervisningen veksler mellem klasseundervisning, gruppearbejde, skriftlige og mundtlige præsentationer samt individuelt arbejde. 

Faglig indhold og karakterer i 9. klasse

Det faglige indhold afspejler de emner og faglige områder, som du bliver testet i til folkeskolens afgangsprøve FP9. Samtidig arbejder vi med forskellige meningsfulde feedback-former og evaluering af undervisningen, der rækker ud over standpunktskarakterer og prøver.

Lektiehjælp og lektiecafé

På lærerværelset tilbyder vi lektiehjælp og lektiecafé. Kaffemaskinen er permanent tændt, atmosfæren er hyggelig og uformel, så du kan ikke undgå at blive grebet af stemningen i efterskolens hjemlige lokaler. Sammen skaber vi et behageligt læringsmiljø, hvor lektier og forberedelse lægger op til samvær og sparring i modsætning til ensomhed og fortvivlelse.

Engageret uddannelsesvejledning

Alle elever på Rønde Efterskole er tilknyttet en uddannet uddannelsesvejleder, der også er lærer på skolen. Det betyder, at vi kender dig rigtig godt, når vi i fællesskab og i samarbejde med dine forældre skal afgøre, hvad du skal efter 9. klasse. Du vil få to personlige samtaler med din vejleder. Desuden har vi særligt tilrettelagte uddannelsesdage, hvor vi besøger forskellige ungdomsuddannelser.

Uddannelsesdage i 9. klasse

Eleverne i 9. klasse har uddannelsesdage i uge 45, hvor vi besøger ungdomsuddannelserne og har individuel sparring i forhold til at kunne træffe det rette uddannelsesvalg. Vi har ikke erhvervspraktik i 9. Klasse, men hvis du alligevel ønsker at komme i praktik, kan evt. selv lave aftaler om erhvervspraktik i din efterårsferie/vinterferie.

Linjefag og valgfag

I 9. klasse følger alle de obligatoriske fag. Men du skal også vælge mellem efterskolens spændende linjefag og valgfag. Dit linjefag strækker sig over hele skoleåret og du følger dit linjefag minimum to eftermiddage om ugen og deltager i de aktiviteter, der knytter sig til faget.

Udover dit linjefag kan du i 9. klasse have op til fire valgfag i dit ugeskema. Valgfagene vælges for en tredjedel af året ad gangen, så du har mulighed for at komme rundt i fagpaletten og prøve en masse nye ting af. 

“Det er virkelig fedt at lære noget nyt. Jeg synes, vi får en masse erfaring ved allerede at komme på efterskole i 9. klasse, og jeg føler mig mere klar til det virkelige liv. Vi har nogle super gode lærere, der skaber spændende timer og aktiviteter. Det bedste ved undervisningen er lærernes engagement; de er altid på, klar til at hjælpe og møder os med et smil. Derfor er det altid dejligt at komme til time. Jeg kommer til at savne den gode relation til lærerne, fordi de altid er klar til at hjælpe mere, end man har brug for. Man kan altid henvende sig, hvis man er ked af det eller har brug for hjælp.”

Karen

Tidligere elev på Rønde9

Rejser, udflugter og fællesskab

En del af efterskoleoplevelsen på Rønde Efterskole er at bringe fællesskabet ud i verden. Det giver mulighed for at udvide horisonter og høste nye minder. Udover forskellige dagsudflugter med linjefagene og de boglige fag kan du se frem til to udlandsrejser. 

Studietur til Berlin

I forbindelse med vores kulturfag skal elever i 9. klasse på studietur til Berlin i uge 45. Turen har fokus på kristendom, historie og samfundsfag, og vi skal fordybe os i disse emner, mens vi udforsker den tyske hovedstad. Studieturen erstatter den traditionelle projektopgave og giver os mulighed for at komme tæt på både fagene og hinanden i nogle intense og lærerige dage.

Fælles skitur til Norge

Hvert år tager hele Rønde Efterskole på skitur til Norge. Her er der plads til alle – lige fra nybegyndere til rutinerede skiløbere. Det er en uge med masser af hygge, fællesskab og ikke mindst mange gode minder til rygsækken.