Er du vild med litteratur, medier og kultur? Så er det humanistiske spor på RøndeFRI helt perfekt for dig.
Du skal ikke til folkeskolens prøver, men til gengæld har vi fokus på faglig fordybelse, samarbejde og selvstændighed. Du kommer til at arbejde med kreativ og kritisk tænkning, og du får mulighed for at udtrykke dig gennem forskellige udtryksformer og kreative projekter.
På det humanistiske spor er dansk det store hovedfag. Du får mulighed for at læse både klassisk og moderne litteratur, arbejde med film og medier, skrive dine egne tekster, lave podcast og andre medieproduktioner, øve dine retoriske færdigheder og diskutere dem med dine klassekammerater.
Undervisningen er designet til at udvikle dine kommunikative og analytiske færdigheder. Her er også plads til fantasi og kreativitet, da vi ikke er bundet tæt til prøverne og den almindelige læseplan.
Vi arbejder med seks spændende temaer gennem året, der afsluttes med et større selvstændigt projekt. Temaerne er: Hvem er jeg? Hvem er de andre? Hvad er sandhed? Hvor kommer vi fra? Hvor skal vi hen? Temaerne belyses ud fra forskellige tekster, billeder og film, og hvert forløb afsluttes med, at du selv skal på banen i et mindre eller større projekt.
Vi lægger vægt på at inddrage de tre P’er undervejs: Projekt, produkt og performance. Du får mulighed for at være kreativ og bruge din viden i praksis ude i virkeligheden, så du kan udvikle din forestillingsevne og få et større perspektiv på verden omkring dig.
Det er vigtigt at skabe et trygt klasserum, hvor alle kan komme til orde og turde dele deres tanker. På humanistisk spor er vores ambition at give dig et stærkt teoretisk og fagligt fundament som grundlag for efterfølgende selv at kunne udtrykke dig og arbejde selvstændigt videre med temaerne.
Kontakt
Rønde Efterskole
Skolevej 2
8410 Rønde
Tlf.: 8637 1955
E-mail: post@rhe.dk