Linjefag
Natur
Kajak
Vandring
Trekking
Sverigetur
Mad over bål
Shelterture
Kanoture
Klatring
Linjefaget Friluftsliv er perfekt for dig, der er vild med kombinationen af action, fællesskab og oplevelser i det fri. Måske er du spejder, FDF’er eller bare fascineret af alle de muligheder for aktiviteter, naturen byder på. På Friluftsliv på Rønde Efterskole er der plads til alle, der brænder for udfordringer, outdoor-oplevelser og hygge med andre friluftsinteresserede.
Du bliver helt høj, når du laver din første makkerredning i kajak, når du besejrer din første klatrevæg med udhæng, eller når du suser ned ad bakken på mountainbike. Friluftslinjen byder nemlig også på aktiviteter i naturen, hvor du i trygge rammer udfordrer dine fysiske og mentale grænser. Du kan prøve kræfter med: Kajak, svævebane, klatring i træ samt på væg og klippe, kano, vinterbadning, mountainbike, kæmpegynge, rebaner mm.
På Friluftslinjen lærer du, hvordan du indretter en god lejrplads, hvordan du gebærder dig i lejren og naturen og ikke mindst, hvordan du får noget lækkert at spise i det fri. Du får dermed god inspiration til, hvordan du og kammeraterne forbereder jer godt til tur. Du lærer om pakning og vedligeholdelse af personligt og fælles udstyr, om gourmetmad over bål, om at finde læ for natten, om at klæde sig godt på i tørt, varmt, vådt og koldt vejr – og meget mere. Alt sammen elementer der er med til at gøre det sjovere at være på tur.
Samarbejde er grundlæggende for alle vores oplevelser i naturen. Vi holder sammen, og vi hjælper hinanden, således at den med de brede skuldre tager en ekstra sovepose i rygsækken, mens den med mentalt overskud holder humøret højt, når vi sidder i regnvejr på femte time. For at styrke fællesskabet laver vi teambuilding og lærer noget om gruppedynamikker, så du bliver klogere på, hvordan tillid, ansvar, selvværd og vedholdenhed påvirker både din og andres oplevelser af samarbejdet. Det giver et stærkt fundament for gode løsninger og højt humør, når vi drager ud på eventyr.
Friluftsliv
På Friluftsliv kommer du ud under åben himmel og udvikler dine færdigheder gennem en lang række aktiviteter i naturen. Vi prøver kræfter med alt fra kajak til klatring på klipper, og så skal vi naturligvis samarbejde og overnatte i det fri. Kort sagt – vi skal have det sjovt og nyde fællesskabet, mens vi opholder os i naturen. Uanset om du er garvet i friluftsaktiviteter, eller du lige har fået interesse for at prøve dig selv af i naturen, er der plads til dig på holdet. Det vigtigste er, at du har lyst til aktive eventyr i det fri, og at du har lyst til at dele oplevelserne med andre. På Friluftslinjen på Rønde Efterskole lærer vi dig at etablere en god lejr, planlægge en tur og ikke mindst at lave god mad i det fri. Og så får du brugbar viden om alt det tænkelige udstyr, du får brug for på dine ture.
Et lille indblik i vores ture på linjen.
Sigurd
Årgang 24/25
I løbet af efterskoleåret kommer du på 10 ture – nogle ture er med en enkelt overnatning, mens andre er længere ture på fem dage. I efteråret tager vi fem dage til Norge, hvor vi skal klatre på klipper og vandre i fjeldene. I maj måned tager vi på kanotur i Sverige med lejrhygge og aktiviteter i og omkring vandet. På de kortere ture med en enkelt overnatning lærer du de nærliggende – og ikke mindst naturskønne – områder i Nationalpark Mols Bjerge at kende. Vi viser dig de gode shelter- og lejrpladser, hvor der er rig mulighed for forskellige aktiviteter.
Den sidste tur på efterskoleåret er en egenfærdstur, som du kommer til at planlægge og gennemføre sammen med en mindre gruppe af dine kammerater. Det er jeres ansvar at planlægge transport, mad og overnatning. I står selv for det hele – selvfølgelig med sparring og rådgivning fra lærerne.
Udover Friluftsliv som linjefag kan du have op til fire valgfag i dit ugeskema. Valgfagene skal du vælge for en tredjedel af året ad gangen, så du har mulighed for at prøve andre fag af eller vælge endnu mere friluftsliv. Du kan eksempelvis vælge mellem klatring, kajak, Natur360 og mountainbike.
Kontakt
Rønde Efterskole
Skolevej 2
8410 Rønde
Tlf.: 8637 1955
E-mail: post@rhe.dk